”Twins”
Det her er tvillingeskeer, de er spejlet, men de er ikke hysterisk ens, lidt ligesom tveæggede tvillinger. Størrelsen signalerer BARNDOM, det venligt buttede afrundede. De er uproportionerede: stort hoved, lille krop, ligesom børn. Du får lyst til at tage dem op og passe på dem.
Det har i århundreder været kutyme at forære det nyfødte barn en dåbsske, fx med dets navn indgraveret.
Og man kan ”tage skeen i den anden hånd”, hvis man gerne vil starte på en frisk. Selvom det en lidt ubekvem og akavet start, da det er svært at spise med den ”forkerte” hånd. Og hun kan være ”ikke sådan art bide skeer med”. Og man kan være født med ”sølvske i munden” - eller oppe i røven som det også høres. I begge tilfælde betyder det - udover en ret smertefuld fødsel for såvel barn som mor - at man kommer fra pæne kår og har haft det lige lovlig let.
”Feeding the birds”
Det er dyrplageri. Den stakkels lille fugl forventer at der er dækket op med det helt store kaffestel, eller i det mindste med resten af skeen, når den lander her. Men den bliver skuffet.
Til gengæld er der god plads derinde og en fed akustik, så meget at det ligner en cool højttaler. Måske kan fuglen spille på resten af skeen?
Skeer er også MUSIKALSKE. Man kan spille på skeer. Rockbandet Soundgarden har lavet en fin og dyster sang, ”Spoonman”, hvor der sågar er en skesolo af gadekunstneren Artis the Spoonman. Samme skespiller har spillet med Frank Zappa og er stadig aktiv på Seattles gader og stræder.
Skeer er et billigt og velkendt instrument, især i folkemusik. Angiveligt skulle Boris Jeltsin have været en ganske habil skespiller, overfor sine embedsmænd foretrak han at spille på træskeer.
”Engangsbestik”
Her er de, i alle regnbuens hidsige farver, det er junk. De har været gratis, nogle af dem endda stjålne. De er røget i en montre, som var de SOMMERFUGLE på små synåle. Men gør dét det til kunst? Mest af alt ligger de der og hviner – skingert: Hvad er folk egentlig villige til at gå med til, rent designmæssigt? How low can we go?
Skeen, som instrument, er en praktisk forlængelse af de hule hænder, der stikkes ned i bækken efter frisk vand for at slukke sin tørst. Ske betyder – ifølge Salmonsens – oprindeligt et udkløvet træstykke og har samme betydning som en spån. Et ord, der både på engelsk og islandsk stadig betyder ske. Begge ord hentyder altså til træskeerne som de ældste og mest primitive. I Danmark er der fundet en ske helt tilbage fra det arkæologerne kalder klassisk oldtid, og muligvis ældre.
Stenaldermanden kunne spise af sådan nogle skeer her, hvis du forestiller dig sølvet erstattet med en musling i samme størrelse. Hvis han altså havde oceaner af tid, og måske risikerede at blive drillet af de andre stenaldermænd, der syntes at han var tosset.
Træ forgår. Det gør sølv ikke. Om en million år er dig og skaftet borte. Men Lones laf af sølv, den er her STADIG. Tænk lige over dét, når du går i seng i aften.
”Grenskeer”
Kulturen møder naturen. De bornholmske bøgegrene er megapoetiske, de råber FORÅR. Du vil have natur ind i stuen, og det skal du få. Lafferne er videreforarbejdning af gamle skeer, det er genbrug, det er øko.
Men de er jo håbløse at have stående i sin sukkerskål. Så skeerne er samtidig et filosofisk eller kunstteoretisk spørgsmål. Nogle af dem kan du til nød godt spise din budding med, andre er ret så upraktiske. De spørger dig: Hvornår bliver noget normalt anvendeligt så upraktisk, at det bliver til kunst?
